Markus Hansen är doktorand i historia i Lund sedan 2020. Han är glad att han valde att göra sina forskarstudier i Lund eftersom det ger honom möjlighet att utnyttja forskarskolans aktiviteter och internationella utbyten. Att man satsat på forskarskolan tycker Markus är tecken på att Sverige tar sina universitet seriöst.
Jeg er uddannet idéhistoriker og historiker med en international baggrund fra både Danmark, England og Skotland – og, siden 2020, også i Lund, hvor jeg nu er ansat som doktorand i historie ved forskerskolen.
Mit projekt handler om de radikale landbrugsreformer i Danmark i 1700-tallet, som ledte til et brud med centrale feudale institutioner og overgangen til selvejerskab blandt store dele af bondebefolkningen (en evergreen i historisk forskning om Danmark). Mere konkret prøver jeg at finde ud af, hvorfor der var så store interne uenigheder i klassen af herremænd omkring, hvorvidt man overhovedet havde brug for reformer til at starte med. Jeg mener, at dette er et spørgsmål om forskellige rationaliteter i perioden, som har at gøre med den specifikke kontekst for den individuelle herremand –f.eks. adgang til nye idéer, adgang til indkomster fra koloniale besiddelser, positioner i det ekspanderende statsbureaukrati eller lokale magtforhold mellem bondeklassen og herremændene. Således placerer projektet sig i krydsfeltet mellem idéhistorie, økonomisk historie og kulturhistorie.
Det tog mig ikke lang tid at finde ud af, at forskerskolen var en stor fordel for mine studier. Man bliver ikke kun en del af et meget imødekommende tværfagligt miljø, men får mulighed for at deltage i en lang række seminarer og kurser. Især PM-internatet har været vigtigt for udviklingen af mit eget projekt, og helt generelt er der et væld af andre vigtige aktiviteter, som støtter ens arbejde – jeg skriver således denne tekst på vej til en skriveretræte på en herregård i Skåne!
Den største fordel ved forskerskolen er de betydelige midler, som stilles til rådighed for den enkelte doktorand. Jeg var så heldig at have valget imellem at læse min PhD på University of St. Andrews i Skotland, University of Pennsylvania i USA og på Lunds universitet ved forskerskolen. En af mine betænkeligheder ved at vælge Lund var, hvorvidt jeg ville få de samme ressourcer stillet til rådighed, som jeg ville kunne få ved et så prestigiøst og velhavende universitet som UPenn. Efter et år kan jeg sige, at jeg er meget glad for mit valg, og at jeg altid føler, at der er (ganske betydelige) midler til rådighed for hele doktorandstanden. Dette var lidt af et chok, når jeg nu kom fra det noget mere (finansielt og psykisk) pressede akademiske miljø i Danmark og Storbritannien.
Igennem forskerskolen er det muligt at arrangere seminarer, workshops og rejser. Dette er alle ting, som jeg anser for vigtige elementer af både ens egen akademiske træning men også for selve universitetet. Det er også aktiviteter, som jeg finder stor glæde i. På hvilken anden arbejdsplads får man den form for autonomi? I tillæg hertil findes der en stærk national infrastruktur qua forskerskolen, som det er muligt at nyde godt af som doktorand. Igennem forskerskolen er det muligt at få vejledning fra andre ansatte end dem på sit umiddelbare fakultet; man har ret til at rejse til og deltage aktivt i seminarer ved andre universiteter i netværket (jeg håber selv at præsentere i løbet af de næste par år på Göteborgs universitet og Södertörns högskola).
Alt i alt vil jeg sige, at forskerkolen er en kæmpe fordel for svensk akademia. Det er en virkelig imponerende uddannelsespolitisk satsning, som viser, at Sverige tager sine universiteter seriøst. At bygge sådanne institutioner demonstrerer, både hjemme og internationalt, at der er en svensk ambition om at kunne måle sig med de bedste forskningsenheder på et globalt plan. Jeg håber derfor, at forskerskolen vil kunne få det rum og de midler, den fortjener til at vokse endnu mere i fremtiden.