Jagger Andersen Kirkby är doktorand i historia vid Lunds universitet sedan 2017. Som ny och grön doktorand kändes det lätt ångestframkallande att på egen hand behöva bygga upp ett stort vetenskapligt nätverk. Genom forskarskolan hamnade han redan från start i ett tryggt akademiskt sammanhang. Forskarskolans viktigaste uppgift, menar Jagger, är att rusta doktoranden för det akademiska livet. Och rustad är just vad han känner sig.
Jeg er historiker fra Københavns Universitet og blev i 2017 optaget som doktorand ved Historiska institutionen i Lund. Mit afhandlingsprojekt behandler udøvelsen af såkaldt ”petty” apartheid i Sydafrika fra 1948 til 1990. Gennem en følelseshistorisk analyse undersøger jeg, hvilken rolle følelser spillede i opretholdelsen, naturaliseringen og undermineringen af de racemæssige logikker, som lovgivningen reflekterede og skulle stadfæste. Jeg er især interesseret i, hvordan følelser på samme tid kan definere sociale fællesskaber og markere forskelle mellem individer.
Som så mange andre af mine doktorandkolleger mindes jeg opstarten i FS som en tid fuld af forventning. Som aspirerende forsker er det selvsagt vigtigt, at man starter godt ud. Som ”grøn” forsker kan det imidlertid være svært at vide, hvor man skal begynde. For mig var tanken om selv at skulle opbygge et akademisk netværk fra bunden særligt angstprovokerende. Her fungerer forskarskolan som en inspirerende og tryg ramme inden for hvilken, man allerede fra dag ét får muligheden for at diskutere sin forskning med doktorandkolleger og mere etablerede forskere i et konstruktivt og gæstfrit regi.
De halvårlige doktorandinternater er både givende og udfordrende. Det kan være noget af en mundfuld at skulle gå op og ned ad hinanden i tre hele dage fra tidligt morgen til sen aften. Det forventes, at man ”giver” noget, både fagligt og socialt, for at få noget igen. Hvis ikke man præsenterer sin egen forskning, så opponerer man på andres, agerer som tovholder på en diskussion, eller stiller gode spørgsmål. På denne måde er alle deltagerne i samme båd. Ved middagsselskaberne om aftenen, hvor jeg som dansk har været begejstret for den tilhørende vin, har man mulighed for at fordøje strabadserne. Her lyder ofte komplimenter mellem kollegerne for deres respektive roller i dagens aktiviteter, og så er man parat til næste dag. Selvom internaterne kan være intense, har jeg altid oplevet at forlade dem med fornyet gåpåmod og en taknemlighed for et forum, hvor man som doktorand bliver hørt – og hvor også det sociale fællesskab plejes.
På internater og ved andre arrangementer har jeg særligt lært af den svenske seminarieform, som FS gør en dyd ud af at opretholde, og som jeg ikke kendte til fra Danmark. Det at skulle opponere på en andens tekst eller artikel er langt sværere end som så. For den hvis arbejde fremlægges, er det noget specielt at høre sin egen forskning blive præsenteret med andres ord. Det er en enestående mulighed for at få klargjort, hvordan ens eget arbejde modtages og forstås af omverdenen. For den der opponerer, er det en prøvelse at skulle sætte sig ind i et stof, som forfatteren ofte er meget fortrolig med. Her bliver opgaven at skulle ”prikke” til teksten og dens ophavsperson fra et udgangspunkt som generel historisk fagfælle. Det har jeg oplevet som en kunstform, der er spændende at forsøge at mestre.
Slutteligt har forskarskolan også haft betydning for internationaliseringen af min forskning. I kraft af det formelle samarbejde med York og Bielefeld mødte jeg en gæstedoktorand fra Bielefeld, som gennem skrivebordsbyttet tildeltes en plads i Lund. Hun blev en god ven og var den direkte årsag til, at jeg året efter for første gang præsenterede min forskning på en international konference i Tyskland. Desuden gjorde forskarskolans mobilitetsstipendium det muligt for mig at tilbringe tre måneder som gæsteforsker ved University of London, hvor en af de fremmeste Sydafrikahistorikere agerede ”gæstevejleder” for mig og åbnede nogle døre for mig, som jeg ikke selv havde nøglen til. Dette var en uundværlig tid for mig i arbejdet med afhandlingen.
Forskarskolans helligste opgave er at ruste doktorander til livet som forsker. I mit tilfælde føler jeg mig godt klædt på.